Det er et spørgsmål som endnu er uafklaret. Men på Køln Syngesygehus er der ingen tvivl om, at sang har en yderst virksom positiv effekt. Køln Syngesygehus har udelukkende kræftpatienter.

I Tyskland har de gennem de sidste 15 år aktivt brugt sang og musik for at hjælpe patienter til at skabe den bedste mulighed for at genskabe balance og således styrke muligheden for en helbredelse. De har faktisk 26 syngesygehuse.

Her arbejder kittelklædt medicinsk personale side om side med musikterapeuter, kliniske terapeuter og kunst- og bevægelsesterapeuter. Fokus er på, hvad der hurtigst muligt kan hjælpe patienten til at genskabe balance i krop og sind og dermed hjælpe til en hurtigere helbredelse. Der er en generel indsigt i, at krop og sind bør være i balance for at en optimal helingsproces kan opnås hos patienten og derved forenes kultur og sundhed.

Lytter du til dit hjerte?

Lytter du til dit hjerte?

Under mit besøg på Køln Syngesygehus, fik jeg lov til at følge chefmusikterapeut Norbert Hermanns rundt på gangene. Jeg blev inviteret ind med åbne arme – både af personale, patienter og pårørende. Jeg er dybt taknemmelig for at blive mødt af sådan en åbenhed.

Jeg fik bl.a.  et indblik i

  • hvordan at korsang er et tilbud til tidligere kræftpatienter (1 år efter behandling, kan de komme og synge sammen 1 x om måneden i kor). Musikterapeuten og deltagerne hjælper hinanden med at skabe grounding via vejrtrækning, nærvær gennem sang og ikke mindst frisættelse af glæde via endorfiner. Flere af de tidligere patienter fortæller mig, at de aktivt bruger vejrtræknings- afspændings- og sangøvelserne til at forebygge stress og angst som er en naturlig følge af at have lidt under cancer.
  • sang til afspænding og smertelindring. Hvis patienten ikke har lyst eller kan synge med, så synger terapeuten for og til patientens krop. Flere beskrev hvordan de følte sig “badet i lyd og vibration”
  • sang og bevægelse for at genskabe kontakt til kroppen (selvom du er sengeliggende kan du føle dig som et helt menneske gennem sang og bevægelse med hænderne, hvilket er yderst livsbekræftende).
  • sang for at skabe grounding og kontakt til det dybe åndedræt og herved hjælpe til bedre iltoptagelse

I Danmark har musik vundet et stort indpas i sygehusvæsenet, men vi har endnu lang vej at gå i forhold til sang. På en eller anden måde, har vi fremmedgjort os fra vores stemme. For mig er vejen til sundhed stærkt forbundet med stemmen. Endnu er der ikke forsket i, hvad sang gør for den enkelte ned på celleniveau, og om sang kan helbrede cancer er derfor fortsat uvist. Men forskningsresultaterne fra Tyskland viser, at sang har en betydelig effekt på kroppens mulighed for at genoprette en naturlig balance ligesom at sindet afspændes via sang. I Tyskland er de ikke i tvivl – sang er livsnødvendigt!

Alle disse emner bestræber jeg mig på at dele med dig i kommende blogindlæg, så følg med her på siden.