Er din stemning i dur eller mol?

Når jeg nævner ordet ”stemning”, hvad er så det første der falder dig ind? Tænker du på klaveret hjemme i dagligstuen, der trænger til at blive stemt? Eller måske tænker du på Oda, der i frokostpausen altid forstår at ”ødelægge en god stemning”? De færreste af os forbinder ordet stemning med vores egen sindsstemning.teatermasker

Vi kan som mennesker selv være med til at præge vores stemning. Så føler du dig lidt tung og trist til mode, så har du selv en mulighed for at gøre noget aktivt for at ændre din stemning. Husk på, du ER ikke dine tanker og dine følelser. Hvis du føler dig i mol (det der af mange betragtes som det sørgmodige eller nedtrykte), så kan du faktisk ændre din sindsstemning til dur (det der af mange betragtes som det mere lyse og lette). Det kan faktisk gøres med ganske små, simple kneb. Her kommer et par fif, som jeg selv bruger. Disse øvelser er taget fra mine inspirationskort:

 

  1. Musik kan udføre mirakler, og det eneste du skal gøre er at lytte, virkelig lytte og så selvfølgelig ”tage det ind i kroppen”. Du kan ændre din sindsstemning til det mere lette og lyse ved at vælge et stykke musik, som har en god energi og som du bliver glad over at lytte til (om musikken er skrevet i dur eller mol er ligegyldigt. Hvorvidt du lytter til klassisk eller rytmisk musik er også underordnet – det vigtigste er den følelse som musikken giver dig). Jeg bruger selv bl.a. denne sang http://www.youtube.com/watch?v=TlGXDy5xFlw – Eurythmics – There must be an angel. Sangen giver mig en ”glad-i-låget-følelse”! Hvis jeg samtidig vælger at lade kroppen mærke sangens rytme – altså danser til, så bliver stemningen yderligere forstærket. Det er ikke sikkert, at dette nummer virker for dig. Så forsøg at finde ”dit-glad-i-låget-nummer”, så kan du ikke gå helt fejl.
  2. Sang er en anden måde du kan ændre din sindsstemning på. Det er nemlig sådan, at når du synger eller nynner, så frigiver din hjerne endorfiner. Endorfiner er det stof, der i folkemunde kaldes for ”lykkehormonet”. Så find et nummer du kan nynne med på, eller hvor du kan skråle for fuld hals. Tag herefter imod din dosis endorfiner og mærk hvad det gør ved din krop og din sindsstemning. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at du får lykkeruset uanset hvordan du ellers mener, at du selv synger. Jeg er for øvrigt af den opfattelse, at ALLE kan synge, men den historie tager vi på et andet tidspunkt.

Så bare kom i gang! Du må selvfølgelig meget gerne dele med mig, om det lykkedes dig at gå fra mol til dur og komme fra det mørke til det lyse i din stemning.