Indlæg

Humming og Meditation – vejen til balance i krop og sjæl!

Vores verden kører hurtigere og hurtigere og vi kører med – både med krop, sind og hjerne. Som hulemennesket der løber for livet for at undgå sabeltigeren, så tonser det moderne vestlige menneske også afsted. Ude af stand til at stoppe op. Mange begynder sågar at træne til ironman eller målet om at løbe en marathon. Hvis bare liiiige jeg når ……, men når vi har nået det, så er der bare endnu mere vi mangler at nå!!

Sandheden er, at det limbiske system i hjernen lukker ned, når vi får for travlt og så er vi for alvor fanget i stressspiralen. Vi har jo ingen steder at løbe hen (og det er jo lidt mærkeligt at forsøge at “løbe væk” fra f.eks. direktøren)! Alligevel fortsætter vi i rasende tempo. Vi er blevet fartblinde og kan ikke selv se det paradokse i, at vi faktisk allerede HAR indledt en marathon – den foregår bare oppe i hjernen og det får kroppen til at reagere med et hav af signaler om, “at nu SKAL du altså stoppe op” – alt sammen noget, som de fleste overhører!

I virkeligheden er det eneste et menneske med stresssymptomer har brug for ro. Det er samtidig også det mest skræmmende du kan fortælle et menneske med stress. De kan simpelthen ikke overskue at skulle stoppe “med at løbe”! Der er forsket i, at meditation er yderst gavnligt for mennesker, da hjernen herved bliver aflastet. Jeg oplever dog, at mange finder det vanskeligt at meditere. Det gør jeg faktisk også selv! Til gengæld har jeg fundet ud af, hvad der virker for mig! Det gør Humming og Meditation. Det vil jeg gerne fortælle lidt mere om her!

Humming er, når du lader din stemme sætte an på en hvilken som helst tone. Når du kan tale, kan du altså også humme, for humme har intet med sang at gøre! Faktisk sker der det, at krop og stemme ret hurtigt ligger sig fast på en tone som den enkelte finder behagelig. Her sidder du så i 15-20 minutter og hummer for dig selv. Når du gør det, får din krop, dine celler og dine indre organer en dejlig gang massage. De står simpelthen og vibrerer ved lyden af lydbølgen som du selv frembringer med din tone. Der er forsket i, at denne humming faktisk har helende effekt på kroppen og hjælper cellerne til efterfølgende at arbejde mere aktivt på at “hjælpe din krop”!

Samtidig finder jeg det også utroligt interessant, at ved at kroppen fyldes med lyd og vibration, så er det ligesom om, at hjernen stopper op og giver slip (måske bliver den også fyldt med lyd og vibrerer?). Herved bliver det væsentlig lettere for de fleste mennesker at gå ind i en efterfølgende meditation, hvor kroppen nu fyldes med stilhed – det må være sådan det føles at komme i himlen. Så HVIS du er en af de personer, som har svært ved traditionel meditation, så er Humming og Meditation måske noget for dig?

Stilhed på Flaske!

Jeg har tit tænkt, hvor ville det dog være praktisk, hvis der var opfundet ”stilhed på flaske”! De fleste mennesker oplever, at den uformelige klump, der sidder under hjerneskallen (også kaldet hjernen), ret ofte kommer på ”overdrive” med overbelastning til følge!

I vores vestlige verden er denne overbelastning absolut en af de største fjender mod vores trivsel og sundhed, og mange lider frygteligt under det med stress til følge!

Jeg oplever det gang på gang, når jeg arbejder med mennesker, der ønsker at finde ind til livskraft, balance og nærvær og forebygge stress. Deres hjerne løber simpelthen af med dem.

Det var her, at jeg fik tanken: ”Tænk hvis der fandtes stilhed på flaske”! Det ville godt nok være smart. Så kunne man bare drikke en slurk og på et øjeblik få en vidunderlig afslappet stilhed inde i det der ellers så råbende, rumsterende hoved! Men nu er et sådant vidundermiddel endnu ikke opfundet og derfor gør jeg fortsat brug af mine egne metoder – nemlig sangterapi, sang og humming og meditation.

Det positive ved det er, at jeg både træner min stemme, min klang og SAMTIDIG får mine indre organer en gang massage ved hjælp af den tone, der blidt masserer mit indre og endelig giver jeg min hjerne lov til at få et tiltrængt hvil.

Ro er ikke en luksus, men en nødvendig som vi alle har behov for at give os tid til! Kun herved kan vi fastholde et liv med livskraft og balance. Så indtil stilhed på flaske bliver opfundet, så har jeg fundet min vej – nemlig Sangens helende Kraft! Måske kan det også virke for dig! Giver du dig selv tid til dagligt at lade både din krop og dit sind få sig et hvil? Det er en god investering!

Din krop og stemme “sladrer” om begyndende stress!

De fleste mennesker er bevidste om, at stress forplanter sig til kroppen og ikke kun til hjernen. Min erfaring er dog, at det er langt de færreste der ved, hvilke signaler, kroppen og stemmen sender som tegn på, at “stress er under opsejling”! Når jeg arbejder med mentees, både i min funktion som mentor i 1-1 forløb, men også  for grupper, så oplever jeg gang på gang, hvor overraskede deltagerne bliver over, hvor kropsligt det er, når vi arbejder på at finde balance og nærvær via krop og stemme. Mange får en bevidsthed om, hvilke signaler krop og stemme faktisk sender til dem – også om muligheden for at forebygge begyndende stress!

Som sanger er det helt naturligt at arbejde på at få krop og stemme til at arbejde sammen. Hvis kroppen ikke understøtter stemmen, så opnår sangeren ikke pondus og den fulde klang på sin stemme. Alle mennesker har brug for den samme connection for at få klang og kraft på deres talestemme, men hvis kroppen ikke er vant til at blive brugt aktivt til kommunikation og måske samtidig er ved at gå i stress-mode, så er dette yderst vanskeligt – for ikke at sige nærmest umuligt. Dog kan du “studere” dig selv og se om din krop og stemme “sladrer” om begyndende stress. Her får du 5 fif til at tage pulsen på dig selv:

1. Din vejrtrækning ligger i øverste del af brystkassen og er overfladisk. Typisk går dine skuldre op til ørerne, når du ånder ind og du føler dig ind imellem temmelig stakåndet.

2. Som følge af, at dit åndedræt ikke er dybt har din stemme heller ikke optimale arbejdsforhold. Du oplever måske, at din stemme har kraft i starten af en sætning for til sidst næsten at være en piben uden gennemslagskraft.

3. Din kæbe låser og dermed, lyder du mere spids i din kommunikation. Fysisk resulterer det ofte i, at du døjer med hovedpine og spændinger i kæbe og kraniet generelt.

4. Din tunge vil måske ikke altid som du vil. Tungen er faktisk en rigtig stor muskel og sangere træner den aktivt for at “få den til at makke ret”, når de skal synge svære partier, der tordner afsted. Men alle mennesker har faktisk behov for at kunne artikulere klart. En stressreaktion sætter sig ofte fysisk i tungeroden, så du kan få fornemmelsen af, at du nærmest snøvler og taler utydeligt! Det er selvfølgelig ikke ligefrem befordrende for en kommunikationssituation!

5. Sidst men ikke mindst; sangere arbejder med at vippe deres bækken ind under sig så lunger og brystkasse får bedst mulig støtte fra det som kaldes “sangermusklerne” (mellemgulvet). De mennesker der taler med en stærk stemme, taler fra nøjagtigt samme sted, som en sanger synger fra – altså med en stemme der er understøttet af mellemgulvets muskler. Imidlertid oplever jeg gang på gang, at mennesker der er i en begyndende stresstilstand “låser” i deres bækken. Når bækkenet låser, kan kroppen ikke finde sit naturlige lod og dermed heller ikke connecte ordentligt til musklerne. Faktisk sker der samtidig det, at mange får svært ved at møde andre med et åbent kropssprog, da de ikke kan løfte op langs rygsøjlen og dermed møde andre mennesker med naturlig balance.

Nu har jeg givet dig de 5 fif til, hvordan din krop og stemme kan “sladre” om begyndende stress! Jeg håber du finder dem nyttige og dermed kan hjælpe dig selv til at finde et liv i balance og nærvær og til at forebygge stress!!