Posts

Når jeg nævner ordet ”stemning”, hvad er så det første der falder dig ind? Tænker du på klaveret hjemme i dagligstuen, der trænger til at blive stemt? Eller måske tænker du på Oda, der i frokostpausen altid forstår at ”ødelægge en god stemning”? De færreste af os forbinder ordet stemning med vores egen sindsstemning.teatermasker

Vi kan som mennesker selv være med til at præge vores stemning. Så føler du dig lidt tung og trist til mode, så har du selv en mulighed for at gøre noget aktivt for at ændre din stemning. Husk på, du ER ikke dine tanker og dine følelser. Hvis du føler dig i mol (det der af mange betragtes som det sørgmodige eller nedtrykte), så kan du faktisk ændre din sindsstemning til dur (det der af mange betragtes som det mere lyse og lette). Det kan faktisk gøres med ganske små, simple kneb. Her kommer et par fif, som jeg selv bruger. Disse øvelser er taget fra mine inspirationskort:

 

  1. Musik kan udføre mirakler, og det eneste du skal gøre er at lytte, virkelig lytte og så selvfølgelig ”tage det ind i kroppen”. Du kan ændre din sindsstemning til det mere lette og lyse ved at vælge et stykke musik, som har en god energi og som du bliver glad over at lytte til (om musikken er skrevet i dur eller mol er ligegyldigt. Hvorvidt du lytter til klassisk eller rytmisk musik er også underordnet – det vigtigste er den følelse som musikken giver dig). Jeg bruger selv bl.a. denne sang http://www.youtube.com/watch?v=TlGXDy5xFlw – Eurythmics – There must be an angel. Sangen giver mig en ”glad-i-låget-følelse”! Hvis jeg samtidig vælger at lade kroppen mærke sangens rytme – altså danser til, så bliver stemningen yderligere forstærket. Det er ikke sikkert, at dette nummer virker for dig. Så forsøg at finde ”dit-glad-i-låget-nummer”, så kan du ikke gå helt fejl.
  2. Sang er en anden måde du kan ændre din sindsstemning på. Det er nemlig sådan, at når du synger eller nynner, så frigiver din hjerne endorfiner. Endorfiner er det stof, der i folkemunde kaldes for ”lykkehormonet”. Så find et nummer du kan nynne med på, eller hvor du kan skråle for fuld hals. Tag herefter imod din dosis endorfiner og mærk hvad det gør ved din krop og din sindsstemning. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at du får lykkeruset uanset hvordan du ellers mener, at du selv synger. Jeg er for øvrigt af den opfattelse, at ALLE kan synge, men den historie tager vi på et andet tidspunkt.

Så bare kom i gang! Du må selvfølgelig meget gerne dele med mig, om det lykkedes dig at gå fra mol til dur og komme fra det mørke til det lyse i din stemning.

Sikken voldsom trængsel og alarm… sådan lyder teksten på en af de gode gamle julesange og det er måske ikke helt ved siden af. I denne søde juletid er der virkelig basis for at blive stresset. Nu vil jeg dog godt lige pointere at stress ikke er synonym med at have travlt. I vores daglige omgang med sproget, så er det mere blevet reglen, at har vi travlt, så er vi også stresset, men sådan forholder det sig ikke. Stress opstår, når der er ubalance mellem de krav og forventninger som omgivelserne stiller til os samt de krav og forventninger vi har til os selv. Så hvis du stiller meget høje krav til dig selv både på arbejde og privat og ikke giver dig selv mulighed for at lade krop, sjæl og hjerne koble af – ja så kan du være på vej ind i den onde stressspiral. 430.000 danskere har ifølge Stressforeningen alvorlige stresssymptomer dagligt. Det koster samfundet frygteligt mange penge at afvente at mennesker ”går ned med stress”. For slet ikke at tale om de menneskelige konsekvenser stress har.  Jeg er jo stor fortaler for, at vi ikke venter på at uheldet er ude, men i stedet forsøger at forebygge stress. Det gør du ved at have en øget opmærksomhed på dig selv. Her får du 5 fif til at forebygge stress!

  1.  Træk vejret
    Det lyder simpelt, men for mange er det faktisk alt andet end simpelt. Når du er stresset, er din krop i alarmberedskab og fyldt med adrenalin. Derfor stopper de fleste mennesker ikke op for at trække vejret, men følger i stedet deres instinkt – nemlig at ”løbe hurtigere”. I virkeligheden kan du sænke din hjerterytme, din puls og reducere adrenalinen i kroppen ved at tage et par minutter, hvor du bevidst forsøger at trække vejret helt ned i maven. Prøv eventuelt at ånde ind, for dernæst at holde vejret i 10-15 sekunder og herefter puster du al luften ud igen. Denne øvelse hjælper til at du lettere kommer ned i kroppen. Gør denne øvelse et par gange om dagen med 5 dybe vejrtræk-ninger hver gang.
  2. Meditation og Humming
    Meditation er en fantastisk kur mod stress. Den hjælper dig til at være tilstede i din krop og mærke, hvordan du har det. Samtidig bliver din stakkels hjerne afspændt ved meditation. Har du svært ved meditation, kan du bruge humming til at ”få tankerne til at gå væk” inden du går ind i meditationen. Humming er, hvor du nynner på den tone der falder dig naturligt – alle toner er rigtige. Lyden du frembringer, giver massage til dine organer og celler og samtidig afspænder lyden din hjerne. Efter 10 minutters humming efterfulgt af 10 minutters meditation skulle du gerne kunne mærke en afbalancering af dit system. Du opnår det bedste resultat, hvis du kan gøre det dagligt og samtidig bliver øvelsen lettere, når du udfører den regelmæssigt.
  3. Nynneøvelser
    Det er almindeligt kendt, at sang frigiver endorfiner, men vi frigiver også endorfiner når vi nynner. Ligesom ved sang, så aktiverer nynneøvelser din vejrtrækning og du kommer ganske automatisk længere ned i kroppen, når du nynner og synger. Du kan selvfølgelig også ”skråle for fuld hals” til glæde for dig selv og dine kolleger, men mindre kan altså også gøre det! Så hvad er dit yndlingsnummer? Beslut dig for at nynne det dagligt på vej op ad trapperne til jobbet eller når du sidder i bilen. Du vil blive forbløffet over virkningen!
  4. Mindfulness
    Ja, ordet er måske fortærsket, MEN øvelserne virker. Sæt dig 2 minutter med lukkede øjne og mærk dig selv og din krop. Har du uro i kroppen? Hvis Ja, hvor sidder uroen så? Stil dig selv spørgsmålet ”Hvordan har jeg det egentligt?” Når du har fundet en spænding i kroppen kan du forestille dig, at du trækker vejret til det spændte sted, og med din vejrtrækning afspænder din krop. Du vil blive overrasket over, den virkning et par minutters nærvær på dig selv og dine egne behov kan gøre.
  5. Stjernen i dit liv!
    Du er helt unik og noget helt speciel. Så beslut dig for at tage et ansvar for dig selv og dit helbred, uden at skulle ”gøre” men i kraft af bare ”at være”. Er du en af dem, der har svært ved at sige nej? Hvis det er tilfældet, så øv dig på at sige nej, uden at skulle komme med tonsvis af forklaringer først. Vær opmærksom på, hvornår du dunker dig selv i hovedet med bebrejdelser (negative tankemønstre). Beslut dig i stedet for at se de positive aspekter i dit liv og fremhæv dem. Når du behandler dig selv som en stjerne, vil du opleve, at andre også begynder at behandle dig som den stjerne du virkelig er! Så tillad dig selv at stråle!

Vores verden kører hurtigere og hurtigere og vi kører med – både med krop, sind og hjerne. Som hulemennesket der løber for livet for at undgå sabeltigeren, så tonser det moderne vestlige menneske også afsted. Ude af stand til at stoppe op. Mange begynder sågar at træne til ironman eller målet om at løbe en marathon. Hvis bare liiiige jeg når ……, men når vi har nået det, så er der bare endnu mere vi mangler at nå!!

Sandheden er, at det limbiske system i hjernen lukker ned, når vi får for travlt og så er vi for alvor fanget i stressspiralen. Vi har jo ingen steder at løbe hen (og det er jo lidt mærkeligt at forsøge at “løbe væk” fra f.eks. direktøren)! Alligevel fortsætter vi i rasende tempo. Vi er blevet fartblinde og kan ikke selv se det paradokse i, at vi faktisk allerede HAR indledt en marathon – den foregår bare oppe i hjernen og det får kroppen til at reagere med et hav af signaler om, “at nu SKAL du altså stoppe op” – alt sammen noget, som de fleste overhører!

I virkeligheden er det eneste et menneske med stresssymptomer har brug for ro. Det er samtidig også det mest skræmmende du kan fortælle et menneske med stress. De kan simpelthen ikke overskue at skulle stoppe “med at løbe”! Der er forsket i, at meditation er yderst gavnligt for mennesker, da hjernen herved bliver aflastet. Jeg oplever dog, at mange finder det vanskeligt at meditere. Det gør jeg faktisk også selv! Til gengæld har jeg fundet ud af, hvad der virker for mig! Det gør Humming og Meditation. Det vil jeg gerne fortælle lidt mere om her!

Humming er, når du lader din stemme sætte an på en hvilken som helst tone. Når du kan tale, kan du altså også humme, for humme har intet med sang at gøre! Faktisk sker der det, at krop og stemme ret hurtigt ligger sig fast på en tone som den enkelte finder behagelig. Her sidder du så i 15-20 minutter og hummer for dig selv. Når du gør det, får din krop, dine celler og dine indre organer en dejlig gang massage. De står simpelthen og vibrerer ved lyden af lydbølgen som du selv frembringer med din tone. Der er forsket i, at denne humming faktisk har helende effekt på kroppen og hjælper cellerne til efterfølgende at arbejde mere aktivt på at “hjælpe din krop”!

Samtidig finder jeg det også utroligt interessant, at ved at kroppen fyldes med lyd og vibration, så er det ligesom om, at hjernen stopper op og giver slip (måske bliver den også fyldt med lyd og vibrerer?). Herved bliver det væsentlig lettere for de fleste mennesker at gå ind i en efterfølgende meditation, hvor kroppen nu fyldes med stilhed – det må være sådan det føles at komme i himlen. Så HVIS du er en af de personer, som har svært ved traditionel meditation, så er Humming og Meditation måske noget for dig?

Jeg har tit tænkt, hvor ville det dog være praktisk, hvis der var opfundet ”stilhed på flaske”! De fleste mennesker oplever, at den uformelige klump, der sidder under hjerneskallen (også kaldet hjernen), ret ofte kommer på ”overdrive” med overbelastning til følge!

I vores vestlige verden er denne overbelastning absolut en af de største fjender mod vores trivsel og sundhed, og mange lider frygteligt under det med stress til følge!

Jeg oplever det gang på gang, når jeg arbejder med mennesker, der ønsker at finde ind til livskraft, balance og nærvær og forebygge stress. Deres hjerne løber simpelthen af med dem.

Det var her, at jeg fik tanken: ”Tænk hvis der fandtes stilhed på flaske”! Det ville godt nok være smart. Så kunne man bare drikke en slurk og på et øjeblik få en vidunderlig afslappet stilhed inde i det der ellers så råbende, rumsterende hoved! Men nu er et sådant vidundermiddel endnu ikke opfundet og derfor gør jeg fortsat brug af mine egne metoder – nemlig sangterapi, sang og humming og meditation.

Det positive ved det er, at jeg både træner min stemme, min klang og SAMTIDIG får mine indre organer en gang massage ved hjælp af den tone, der blidt masserer mit indre og endelig giver jeg min hjerne lov til at få et tiltrængt hvil.

Ro er ikke en luksus, men en nødvendig som vi alle har behov for at give os tid til! Kun herved kan vi fastholde et liv med livskraft og balance. Så indtil stilhed på flaske bliver opfundet, så har jeg fundet min vej – nemlig Sangens helende Kraft! Måske kan det også virke for dig! Giver du dig selv tid til dagligt at lade både din krop og dit sind få sig et hvil? Det er en god investering!

Mange mennesker har mistet evnen til at lytte til sig selv. Det oplever jeg dagligt. Specielt ved mennesker, der er i en cancertilstand, betragter nogle kroppen som “fjenden” og dermed så mister de også evnen til at mærke sig selv på godt og ondt. Det gør desværre også, at de heller ikke mærker, når stress kommer snigende.

Ifølge Tor Nørretranders ”Mærk Verden” modtager vi ca. 11.000.000 stk. information (eller ”bits”) i sekundet! Den information modtager vi gennem vores nervebaner i huden, gennem øjne og ører. Videnskabsmænd, har bevist, at vores bevidste sind kun kan opfatte mellem 16-50 bits  pr. sekund. Vi  bombarderes konstant med ny viden i vores højteknologiske verden via TV, SMS’er, mails og alle de beskeder og indtryk, vi dagligt skal kapere fra mennesker omkring os.

Dermed bliver det endnu mere vigtigt, at både du og jeg virkelig lytter både med øret, med hjertet og med kroppen for at fastholde balance, nærvær og den positive indre kraft. For mig foregår det allerbedst via sangterapi og sang.

Langt de fleste af de mennesker jeg arbejder med, kommer med udtalelser som:” jeg kan ikke synge, jeg kan ikke fordrage at høre min egen stemme eller jeg synger kun i badet”! Mit modspørgsmål er som regel: “Hvis du oplevede et barn der var i smerte og du vidste, at sang ville kunne hjælpe det. Ville du så ikke synge? Selvfølgelig ville du det.

Når først vi har sat janteloven bag os og sprunget ud i det, så oplever stort set alle, at der åbner sig en favr ny verden. Åndedrættet virker groundende. Stemmen skaber vibration i kroppen og  sangen fører os i direkte linje ind til vores inderste kerne. Og lige dér i den kerne, kan vi stille spørgsmålene: “Hvordan har jeg det?” og “hvad kan jeg gøre for at nære det vigtigste menneske i mit liv”? Den vigtigste person bør være dig.

Når først du er kommet hertil, er du virkelig i stand til at lytte og handle efter det som er vigtigt for dig og for din livskraft. Kom nu – jeg tror på dig. Du kan godt:-)

 

De fleste mennesker er bevidste om, at stress forplanter sig til kroppen og ikke kun til hjernen. Min erfaring er dog, at det er langt de færreste der ved, hvilke signaler, kroppen og stemmen sender som tegn på, at “stress er under opsejling”! Når jeg arbejder med mentees, både i min funktion som mentor i 1-1 forløb, men også  for grupper, så oplever jeg gang på gang, hvor overraskede deltagerne bliver over, hvor kropsligt det er, når vi arbejder på at finde balance og nærvær via krop og stemme. Mange får en bevidsthed om, hvilke signaler krop og stemme faktisk sender til dem – også om muligheden for at forebygge begyndende stress!

Som sanger er det helt naturligt at arbejde på at få krop og stemme til at arbejde sammen. Hvis kroppen ikke understøtter stemmen, så opnår sangeren ikke pondus og den fulde klang på sin stemme. Alle mennesker har brug for den samme connection for at få klang og kraft på deres talestemme, men hvis kroppen ikke er vant til at blive brugt aktivt til kommunikation og måske samtidig er ved at gå i stress-mode, så er dette yderst vanskeligt – for ikke at sige nærmest umuligt. Dog kan du “studere” dig selv og se om din krop og stemme “sladrer” om begyndende stress. Her får du 5 fif til at tage pulsen på dig selv:

1. Din vejrtrækning ligger i øverste del af brystkassen og er overfladisk. Typisk går dine skuldre op til ørerne, når du ånder ind og du føler dig ind imellem temmelig stakåndet.

2. Som følge af, at dit åndedræt ikke er dybt har din stemme heller ikke optimale arbejdsforhold. Du oplever måske, at din stemme har kraft i starten af en sætning for til sidst næsten at være en piben uden gennemslagskraft.

3. Din kæbe låser og dermed, lyder du mere spids i din kommunikation. Fysisk resulterer det ofte i, at du døjer med hovedpine og spændinger i kæbe og kraniet generelt.

4. Din tunge vil måske ikke altid som du vil. Tungen er faktisk en rigtig stor muskel og sangere træner den aktivt for at “få den til at makke ret”, når de skal synge svære partier, der tordner afsted. Men alle mennesker har faktisk behov for at kunne artikulere klart. En stressreaktion sætter sig ofte fysisk i tungeroden, så du kan få fornemmelsen af, at du nærmest snøvler og taler utydeligt! Det er selvfølgelig ikke ligefrem befordrende for en kommunikationssituation!

5. Sidst men ikke mindst; sangere arbejder med at vippe deres bækken ind under sig så lunger og brystkasse får bedst mulig støtte fra det som kaldes “sangermusklerne” (mellemgulvet). De mennesker der taler med en stærk stemme, taler fra nøjagtigt samme sted, som en sanger synger fra – altså med en stemme der er understøttet af mellemgulvets muskler. Imidlertid oplever jeg gang på gang, at mennesker der er i en begyndende stresstilstand “låser” i deres bækken. Når bækkenet låser, kan kroppen ikke finde sit naturlige lod og dermed heller ikke connecte ordentligt til musklerne. Faktisk sker der samtidig det, at mange får svært ved at møde andre med et åbent kropssprog, da de ikke kan løfte op langs rygsøjlen og dermed møde andre mennesker med naturlig balance.

Nu har jeg givet dig de 5 fif til, hvordan din krop og stemme kan “sladre” om begyndende stress! Jeg håber du finder dem nyttige og dermed kan hjælpe dig selv til at finde et liv i balance og nærvær og til at forebygge stress!!