Mange mennesker har mistet evnen til at lytte til sig selv. Det oplever jeg dagligt. Specielt ved mennesker, der er i en cancertilstand, betragter nogle kroppen som “fjenden” og dermed så mister de også evnen til at mærke sig selv på godt og ondt. Det gør desværre også, at de heller ikke mærker, når stress kommer snigende.

Ifølge Tor Nørretranders ”Mærk Verden” modtager vi ca. 11.000.000 stk. information (eller ”bits”) i sekundet! Den information modtager vi gennem vores nervebaner i huden, gennem øjne og ører. Videnskabsmænd, har bevist, at vores bevidste sind kun kan opfatte mellem 16-50 bits  pr. sekund. Vi  bombarderes konstant med ny viden i vores højteknologiske verden via TV, SMS’er, mails og alle de beskeder og indtryk, vi dagligt skal kapere fra mennesker omkring os.

Dermed bliver det endnu mere vigtigt, at både du og jeg virkelig lytter både med øret, med hjertet og med kroppen for at fastholde balance, nærvær og den positive indre kraft. For mig foregår det allerbedst via sangterapi og sang.

Langt de fleste af de mennesker jeg arbejder med, kommer med udtalelser som:” jeg kan ikke synge, jeg kan ikke fordrage at høre min egen stemme eller jeg synger kun i badet”! Mit modspørgsmål er som regel: “Hvis du oplevede et barn der var i smerte og du vidste, at sang ville kunne hjælpe det. Ville du så ikke synge? Selvfølgelig ville du det.

Når først vi har sat janteloven bag os og sprunget ud i det, så oplever stort set alle, at der åbner sig en favr ny verden. Åndedrættet virker groundende. Stemmen skaber vibration i kroppen og  sangen fører os i direkte linje ind til vores inderste kerne. Og lige dér i den kerne, kan vi stille spørgsmålene: “Hvordan har jeg det?” og “hvad kan jeg gøre for at nære det vigtigste menneske i mit liv”? Den vigtigste person bør være dig.

Når først du er kommet hertil, er du virkelig i stand til at lytte og handle efter det som er vigtigt for dig og for din livskraft. Kom nu – jeg tror på dig. Du kan godt:-)