Derfor er storytelling og sang sådan en “stærk coctail”

Kan du huske dengang, da du var barn, og du fik fortalt historie? Personligt elskede jeg, når jeg fik læst H.C. Andersen. Specielt historien om “Pigen med Svovlstikkerne” ramte mig lige i hjertet.

En anden historie som jeg elskede, var historien om den frække skade, der stjal min farmors ring fra vindueskarmen. Jeg kluklo, og kunne let leve mig ind i min fars rolle, når han fortalte, hvordan han frygtløst klatrede op i træet for at tilbageerobre ringen fra den “slemme skade”. Historier taler direkte til vores følelser, på samme måde som sang og musik gør det.

Som voksne har vi ikke længere tradition for at fortælle historier, ihvertfald ikke historier, som vi selv er bevidste om. Den levende historiefortælling i en forsamling, er en kunstart, der nærmest er uddød. Konsekvensen er, at vi ikke længere tillader os selv at blive forført, forundret og i visse tilfælde også forandret. Vi får ikke gruppeenergien ved at opleve historie og sang i et rum sammen med andre mennesker. De fleste historier får vi fra TV, Facebook eller YouTube. Men hvorfor?  Jeg har ikke svaret, men gætter på, at vi ikke tillægger historiefortælling i et offentligt rum en særlig værdi. Ret paradoksalt eftersom at vi konstant er omgivet af historier i dagligdagen, og selv bærer på vores “egne” historier. Derfor vil jeg gerne her dele min første oplevelse, hvor jeg optrådte som musical storyteller.

Jeg var inviteret ud til en gruppe kvinder, der alle var mødre til kræftramte børn. Her stod jeg en novemberaften i et sommerhus, hvor stearinlysene hyggeligt gav genskin i ruderne. Men kvindernes smerte var i dyb kontrast til sommerhusets rolige skær. Her skulle jeg nu for et øjeblik hjælpe dem til et pusterum, og her fortalte jeg for første gang historien “Aurora”.

Anne Ryom Sanger Virksomhedskonsulent Trivselskonsulent

Anne Ryom
Hjertesanger, Storyteller, Musikolog

Aurora handler kort fortalt, om en kvinde, der er fyldt af bekymringer og uro. Efter at have holdt den perfekte facade længe, spørger hun endelig en veninde om hjælp. Veninden tager hende med ud i naturen, og her genfinder hun sin indre ro, og lærer også via en åndedrætsmeditation at kontakte sin indre “Aurora” – Søens Dronning. Det er det sted, som vi alle har inde i os, hvor vi kan finde fred og velvære. Om ikke andet, så bare for et øjeblik.

Kvinderne lå placeret rundt om mig på gulvet, på sofaer eller i sækkestole. Jeg var temmelig nervøs. Den første sang er nemlig ikke “køn”, men har det formål at få kroppen til at spænde op, og ganske rigtigt, det skete også. Kvindernes skuldre trak sig nærmest op om ørerne. Så skete miraklet! Som fortællingen og de efterfølgende sange skred frem, sænkede freden sig i rummet. Kvindernes åndedræt blev dybere og deres øjne nærværende. Det var som om, at de smeltede dybere ned i underlaget og nogle kom med nogle dybe forløsende suk, som om, de gav slip på spændinger, som de havde båret på i lang, lang tid.

Jeg følte mig dybt taknemmelig over, at få lov til at fortælle historie og synge for netop denne gruppe. Det var som om, at kvinderne kunne relatere sig til den fortalte historie. Der skete en spejling fra den fiktive historie over til kvindernes liv. Til trods for at de alle var forskellige, kunne de alligevel relatere til historien. Samtidig var det som om, at sangene skabte en stemning, der talte til et indre følelsesmæssigt plan. Det var tydeligt, at på bare 30 minutter blev de fleste i stand til at give slip på spændinger, som de ellers havde båret rundt på i lang tid.

Da jeg var færdig med historien kom der udtalelser som:

“Hold da op, hvor føler jeg mig tung og afslappet lige nu”

“Jeg har ikke mindes, at jeg før har kunnet trække så langt ned i maven” og

“nu føler jeg mig helt let til mode”

“jeg skal huske at kontakte “min Aurora”, når livet gør ondt”.

Og det er jo netop DET, som musical storytelling kan bruges til. Det er ganske ufarligt at sidde og lytte til en historie og samtidig er det underholdende. Når du vælger virkelig at lytte, åbner du op for, at der kan ske en afbalancering i både krop og sind – bare ved at lytte. Måske får du endda en indsigt til, hvordan du ved at ændre et simpelt mønster kan få større livskvalitet. Jeg ved det er rigtigt, for jeg har set det ske:-) Jeg vil aldrig glemme den oplevelse med kvinderne den aften i det sommerhus.